I den parisiske forstad Arcueil ligger et hus, der oprindeligt var tænkt som træværksted, da det blev bygget for over hundrede år siden. Nu er det industrielle hus i loftstil med synlige røde mursten, store ovenlysvinduer og stålbjælker hjem for kunstneren Kethevane Cellard, hendes mand Matthew, deres to drenge samt to katte.
Efter at have været hjemme hos Kethevane Cellards mener vi, at man for at forstå Kethevanes enestående hjem først skal forstå hendes kunst. De to hænger utvivlsomt sammen, og vejen til Kethevanes kunstneriske udtryk har ikke været let. Da Kethevane havde taget sin eksamen fra kunstskolen, arbejdede hun i næsten 15 år som grafisk designer, mens hun prøvede at finde sin kunstneriske stemme: “Jeg tegnede og malede i årevis, men jeg var på en eller anden måde aldrig tilfreds med resultaterne. Det var meget frustrerende. I 2015 begyndte jeg at skære i træ for sjov og blev straks grebet af det. Noget faldt på plads i min fantasi, og jeg begyndte at tegne figurer, som jeg gerne ville give liv.”
Kethevanes mantra er at sætte farten ned, hvilket også påvirker hendes kunstneriske proces. For Kethevane handler kunst om at tage sig tid og finde den rette tankegang: ”Når jeg søger efter former, er jeg nødt til at have en positiv sindsstemning – det betyder, at jeg ikke kan skabe, hvis jeg er i et kritisk humør. Den stemning egner sig til heftige debatter med venner over et glas vin – men ikke til kunst.” Kethevane forklarer, at hendes inspiration kommer fra det, hun kalder 'den virkelige verden'. Hendes former skabes i processen med at forene forskellige tendenser, værdier og længsler: “Jeg læser eller lytter til bøger, artikler eller podcasts om en række forskellige emner som historie, økonomi og videnskab. Jeg mener, at der stadig er meget at lære af planter, dyr og svampe. Og så er min fantasi fyldt med uopdagede undervandsvæsener og farverige insekter. Jeg har også en dyb nysgerrighed for menneskets historie, og jeg næres af vitaliteten i forhistorisk kunst og formen på redskaber.”
Som bekendt er kunst aldrig ligetil, og Kethevane forklarer, at der er dage, hvor inspirationen synes langt væk. Men når hun giver sig hen i dybe tanker, mens hun læser, tager noter, laver skitser i sin notesbog og tegner, kommer idéerne til sidst. I hendes arbejdsværelse, der også er opholdsstue, hænger en stor opslagstavle. Kethevane sætter altid alting fast på den for at visualisere, i hvilken retning hun nu skal gå, og hvilke former der skal levendegøres. Når Kethevane har besluttet, hvad hun skal arbejde videre på, begynder hun tålmodigt at skitsere sine nye former med fyldepenne eller omhyggeligt at skære dem ud i træ med huljern.
Fordi Kethevane tilbragte en stor del af sin barndom på landet i Frankrig, er det vigtigt for hende at være omgivet af planter og grønne områder. Efter at have søgt i tre år var det i den parisiske forstad Arcueil, at hendes familie fandt den fred og ro, de ledte efter: “Man glemmer næsten, at man er i byen, selvom man kun er et kvarter med metro fra centrum af Paris. Vores hus ligger gemt væk fra gaden, og gennem årene har vi plantet og dyrket adskillige planter, vinranker og et par træer. Nu har vi masser af fugle og insekter, der befolker haven, sammen med en dam, der bebos af mere end 30 guldfisk. Det er blevet vores fristed væk fra det hektiske byliv.”
”Når jeg søger efter former, er jeg nødt til at have en positiv sindsstemning – det betyder, at jeg ikke kan skabe, hvis jeg er i et kritisk humør.”
De flyttede ind i huset, der tidligere var et træværksted, for syv år siden. Det karakteristiske hus har på grund af sin industrielle fortid mørkerøde mursten, stålbjælker og ovenlysvinduer, der giver de mest fortryllende solstråler dagen igennem. Det var dog værelsernes rummelige karakter, der fik Kethevane til at forelske sig i stedet. Husets nerve er den store stue, som også er Kethevanes arbejdsplads: ”Kernen i huset er det store, åbne rum, som vi bruger som opholdsstue – det var her, alle de tunge maskiner engang stod. Jeg elsker bare at sidde her mellem hyggelige puder og betragte træerne, der svajer i vinden, eller rulle mig sammen med en kop te i min yndlingskrog ved brændeovnen. Atmosfæren herinde gør rummet ideelt til familieliv og at samle venner, men det er også et sted, hvor jeg elsker at arbejde, når der bliver stille i huset.”
Med hensyn til udsmykning forbliver Kethevane tro mod sin egen æstetik, og alt i hendes hjem har deres eget retmæssige sted. Det modvirker med hendes egne ord rod og risikoen for at blive visuelt overstimuleret. Og så er hver genstand og hvert møbel omhyggeligt udvalgt: "Jeg søger en tidløs essens i de designgenstande, jeg lader komme ind i huset – selv for moderne ting. Materialernes tekstur er også vigtig for mig – der skal være elementer af taktilitet, og jeg hilser altid ufuldkommenheder velkommen. De små skavanker er en del af livet, og de er altid mere interessante end fuldkommen perfektion.”
“Selvom jeg aldrig har haft et stort budget til at købe kunst for, er de værker, jeg ejer, enten udvekslet med andre kunstnere eller købt af dem. Min samling er en blanding af print, nogle få originaler, noget keramik og værker på papir. Den måde, jeg har arrangeret dem på i mit hjem, er subjektiv: De føles bare rigtige sammen, som om de taler med hinanden.”
Da Kethevane bliver spurgt, hvad hjemmet betyder for hende, læner hun sig tilbage og reflekterer stille, inden hun svarer. "Hjem for mig er et sted, hvor jeg kan finde ro og hvile. Men det skal også være et sted, hvor jeg kan byde venner velkommen. Begge dele er lige vigtige for min følelse af hjem. Hjemmet er også der, hvor min kunstsamling, der hele tiden udvikler sig, er. Selvom jeg aldrig har haft et stort budget til at købe kunst for, er de værker, jeg ejer, enten udvekslet med andre kunstnere eller købt af dem. Min samling er en blanding af print, nogle få originaler, noget keramik og værker på papir. Den måde, jeg har arrangeret dem på i mit hjem, er subjektiv: De føles bare rigtige sammen, som om de taler med hinanden.”
Når man sidder her i en lærredssofa under den parisiske himmel og betragter Kethevanes tegnebord og mange kunstartikler, bliver man overvældet af den kreative sjæl, der stråler ud fra alle hjørner. Det føles næsten som et skæbnestrejf, at netop dette gamle træværksted skulle blive Kethevanes arbejdsplads – hvor træ og papir bringes til live som smukke kunstværker.
