Hjemme hos Isis-Colombe Combréas

Isis-Colombe Combréas har hjemme i det 14. arrondissement i Paris, lige på grænsen til Montparnasse. 

 

“Vi har boet her i 17 år,” fortæller Isis. “Det er vores familiehjem, selvom vores ældste, Aliocha, for nylig er flyttet hjemmefra for at læse til ingeniør. Bygningen er i særklasse smuk og stammer fra 1930’erne. Fordi jeg bor på Seinens venstre bred og arbejder i 1. arrondissement, spadserer jeg ofte til og fra arbejde eller tager min elcykel – og det er altid en stor oplevelse for mig at krydse Seinen og gå gennem det gamle kvarter.” Isis’ hjem er fordelt over tre etager og en sand smeltedigel af klassisk og moderne design: de høje lofter, brede paneler og den originale stuk vækker mindelser om arketypisk parisisk arkitektur fra før krigen, mens støvet blå epoxy dækker alle gulvene, og et netværk af nytilføjede metalbjælker spreder sig igennem rummene og knytter dem sammen.

 

Selvom man måske ved første øjekast kunne tro, at Isis var pariser, er hun faktisk født og opvokset på den spanske ø Ibiza og flyttede først til Paris som ung voksen for at studere litteratur og film. “Jeg voksede op i en meget stærk modkultur med mine kunstnerforældre – det var 1970’erne, og vi boede i et lille hippie-samfund,” fortæller Isis. Fordi hun er vokset op blandt kunstnere, kunne man sige, at kreativitet er en del af Isis’ dna. Men hendes forældre var ikke den eneste kilde til hendes oprindelige interesse i design: “Min onkel, der kun er ti år ældre end mig, arbejdede hos YSL i de tidlige 90’ere. Han videregav meget af sit syn på design til mig, og jeg elsker stadig æstetikken fra den periode.”

 

 

 

 

 

Efter at have afsluttet sine studier arbejdede Isis som forlagsassistent og senere som tv-vært på forskellige børneprogrammer. I 13 år arbejdede hun både foran og bag kameraet, producerede indslag og var vært for dem. Da Isis senere begyndte rejsen med MilK i 2003, var det på baggrund af en blanding af hendes mange talenter og erfaringer: hendes uddannelse i litteratur, hendes erfaring med børneunderholdning, hendes tid på forlag og ikke mindst hendes oplevelser som mor. Hendes mål? At tilbyde en moderne rejse ind i barndommens verden, eller som hun kortfattet udtrykker det: “at skildre familielivets kunst”.

 

 

“Jeg voksede op i en meget stærk modkultur med mine kunstnerforældre – det var 1970’erne, og vi boede i et lille hippie-samfund.

 

 

I dag er en udgave af MilK Magazine fyldt med det nyeste inden for bæredygtigt børnetøj, børneinteriør og familievenlige rejsedestinationer samt artikler, der udforsker store, vægtige spørgsmål, der er relevante for moderne familier, som f.eks. at opdrage et barn med handicap, mindfulness for alle aldre og teknologiens indflydelse på et barns kognitive udvikling. MilK Magazine udgives hvert kvartal på både fransk og engelsk og er vokset til nu også at omfatte en designpublikation – MilK Décoration – samt japanske, koreanske og kinesiske udgaver. Isis har i øjeblikket titlen som administrerende redaktør og redaktionschef på MilK samt direktør hos FOVEA – et kreativt konsulentbureau, hun startede for 6 år siden. Trods alle sine bedrifter er Isis ydmyg. “Jeg håber, at jeg har skabt unikke og inspirerende magasiner,” siger hun beskedent. “Hos MilK er vi interesserede i skønhed og bæredygtighed, og i et traditionelt land som Frankrig er det ikke altid let at vise en ny livsstil frem.”

 

Isis’ mod på at prøve noget nyt afspejles bestemt i hendes hjem. Hendes omfattende keramiksamling, som hun betegner som sin hobby, rummer værker af kunstnere fra Memphis Movement, et italiensk designkollektiv, der opstod i Milano i 80’erne. I en klar afvisning af minimalismen i modernismen fra midten af sidste århundrede, omfavnede kunstnerne herfra i stedet livlige farver og geometriske former i et møde mellem art deco, popart og kitsch. Man kan mærke denne rebelske åre løbe gennem Isis’ hjem – særligt i de sorte metalbjælker og perforerede metalvægge, der er til stede i hele hjemmet, og som står i stærk kontrast til det oprindelige stukarbejde fra 1930’erne.

 

 

 

 

“Metalbjælkerne spiller en funktionel rolle ved at give os mulighed for at arrangere rummene anderledes og ændre den oprindelige grundplan fra 30’erne,” forklarer Isis. “De bringer også et uventet og moderne element ind i rummet. Jeg kan godt lide at blande moderne design med elementer af brutalisme og vintage.” Bjælkerne er designet og installeret af det italienske arkitektfirma UdA – nu MARCANTE-TESTA – for seks år siden. De er baseret på et unikt racksystem af metalrør og perforeret metalplade, der giver mulighed for at skabe åbne fællesrum, som er perfekte til familieliv, samt nye og funktionelle rum, som den oprindelige grundplan manglede.

 

Et sådant rum er det en suite-badeværelse, der kun er adskilt fra soveværelset med farvet glas og perforerede metalskærme. Her kontrasteres metalbjælkernes lineære forløb af en cremefarvet spiral, ligeledes af metal, som Isis legende bruger som håndklædeholder. Og deri består magien ved denne unikke parisiske lejlighed – selvom den er fyldt med dristige, smukke designelementer, er det hele udført med en følelse af lethed og glæde. Når vi spørger Isis, om hvad hun synes skaber et harmonisk hjem, er hendes svar simpelt: “familieminder, ting fra vores rejser og vores kats nonchalant tilstedeværelse.”