Hjemme hos Connie Barton

Den grafiske designer Connie Barton er født og opvokset på landet i England og bor nu i et unikt hjem med en magisk, junglelignende have i Sydlondon.

 

Kom med, når vi besøger Connie Barton, grundlægger og ejer af Studio Connie, i hendes hjem i Sydlondon, hvor hun bor sammen med sin mand, Tom, og deres pjuskede hund Gelert. 

 

 

Når man træder ind i Connie Bartons hjem, bydes man velkommen af smukt udvalgte farver og varme naturmaterialer, der gør rummet virkelig rart og indbydende. Da vi går ind i stuen, er det, som om London forsvinder. Vi sætter os i Connies hyggelige sennepsfarvede sofa, hvor vi har den mest vidunderlige udsigt til det, som bedst kan beskrives som en urban jungle – deres have. Mens vi sidder her og nyder udsigten, begynder Connie at fortælle om sin karriere inden for grafisk design. Connies rejse begyndte i New York, hvor hun efter universitetet besøgte forskellige designvirksomheder og tilbød at lave te til dem, mod at de til gengæld gav hende værdifuld viden. Men imens Connie var i New York, blev hun tilbudt arbejde i London, som senere blev til et fuldtidsjob. "I mit første job lærte jeg rigtig meget om designprocessen, forskellige materialer, betydningen af rum og de rigtige møbler og belysning. Dette job påvirkede min kærlighed til modernistisk design og lærte mig, hvordan godt design spiller en vigtig rolle i hverdagen. Det bragte mig også tilbage til England, og jeg har boet i Sydlondon lige siden".

I 2013 tog Connie chancen og skabte sit eget uafhængige designstudie, der specialiserer sig i grafisk design, branding og art direction. I 2011 åbnede hendes mand Tom sit allerførste Honest Burgers-sted i Brixton. Connie hjalp Tom med brandets dna og design, men da flere restauranter fulgte efter, blev det for meget at jonglere med ved siden af et fuldtidsjob, og Studio Connie blev skabt.

 

 

 

 

 

 

Connie forklarer, at det er verden omkring hende, der påvirker og inspirerer hende. Connie voksede op i en stor familie i det idylliske, landlige Rutland og brugte en stor del af sin barndom på at være kreativ og flygte ind i andre verdener gennem bøger og tegninger: "Nu ved jeg hvilken luksus, barndommens kedsomhed var! Vi havde ingen andre muligheder end selv at finde på sjove idéer og at skabe vores egne verdener for at holde os beskæftiget". I dag tager Connie stadig på opdagelse i nye inspirerende verdener gennem musik, fotografi, interiør og produktdesign, eller når hun og Tom holder ferie i det vilde skotske højland. Mange af hendes kunder arbejder også i den kreative branche, og Connie finder det inspirerende at bringe deres verden og ideer til live gennem sit arbejde: "Den vigtigste del af mit arbejde er at lytte og stille de rigtige spørgsmål for at sikre, at jeg let kan sætte mig ind i kundens situation og virkelig forstå hans eller hendes verden. Ofte sender kunderne mig bøger eller visuelle referencer – alt, hvad der begejstrer dem. Ligesom en skade samler jeg alle disse skatte, ord og referencer sammen, før jeg begynder på designprocessen i min elskede skitsebog".

 

 

 

 

Vi taler om deres hjem, og Connie fortæller, at de købte huset i 2015 efter at have set det en enkelt gang i mørke. "Tom forelskede sig i huset, jeg forelskede mig i haven og dens krogede gamle morbærtræ. Da den tidligere ejer gravede den bageste tilbygning ud, byggede de også haven op i højden, så man ser direkte ud på den smukke beplantning i stedet for at kigge ned på den. Det er genialt. Det er det, som giver den et junglelignende præg", fortæller Connie. Huset er et traditionelt victoriansk hus med en moderne tilbygning og består af en spændende blanding af gammelt og nyt. Med sine trælofter og store vinduer med udsigt over den vidunderlige have føles hjemmet varmt og indbydende, og de lysskakter, som er blevet tilføjet i hele huset, binder naturligt rummene sammen.

 

“Vores hjem er langsomt blevet vores helt eget private galleri. De fælles interesser, erfaringer og oplevelser, vi har haft i vores liv sammen, er alle her, lige fra kunsten på væggene og bunkerne af bøger til de småsten, vi har samlet på vores yndlingsstrande, og som jeg bruger som papirvægte”

 

 

 

 

At føle sig så tæt forbundet med naturen, mens man sidder i den sydlige del af London, er virkelig enestående, og med årene er Connies kærlighed til haven ikke blevet mindre: "Mit yndlingssted er stuen, hvor jeg sidder med en kop te i vores hyggelige sofa og kigger ud gennem de store vinduer. Hver årstid er smuk på sin egen måde. Når solen rammer dammen og reflekterer lyset hen over loftet, er det særligt magisk. Især på dage, hvor det er varmt nok til at åbne vinduerne helt, og haven og huset bliver ét – så kan man høre lyden af rindende vand og fuglesang udefra. Vores egen hemmelige have i et hjørne af byen".

En af Connies yndlingsting i deres hjem er klaveret. Når Connie spiller på det, forsvinder hun ind i en anden verden, hvor hun kan få fornyet energi og inspiration: "Da jeg arbejdede hjemmefra under pandemien, fik jeg lyst til at sætte mig ned og spille, når jeg følte mig fastlåst i mit arbejde eller kæmpede med et kreativt projekt. Jeg synes, det er fascinerende, at klaverspil nu kan understøtte min kreativitet og mit arbejde, efter at jeg i årevis har spillet for min egen fornøjelses skyld. Det aktiverer en anden del af min hjerne og giver mig mulighed for at koble af og forsvinde i et stykke tid". Med reference til Ilse Crawford har Connie prioriteret at udsmykke de rum, hvor hun bruger mest tid, og har kun taget ting ind i sit hjem, som hun virkelig nyder. Når Connie bliver spurgt, hvad hjem betyder for hende, forklarer hun, at hun er tiltrukket af rum, som føles personlige og autentiske, og at hendes hjem er fyldt med gode minder: "Hjemme er der, hvor mine kære er. Vores hjem er langsomt blevet vores helt eget private galleri. De fælles interesser, erfaringer og oplevelser, vi har haft i vores liv sammen, er alle her, lige fra kunsten på væggene og bunkerne af bøger til de småsten, vi har samlet på vores yndlingsstrande, og som jeg bruger som papirvægte".

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Kensington Leverne