I Mallorcas bakker har fotograf Cecilia Renard skabt et hjem, der langsomt er formet af lys, minder og familieliv.

I bakkerne ved Andratx begynder dagen langsomt. Lyset bevæger sig hen over Tramuntana-bjergene og glider stille ind i huset, hvor det lægger sig på gulve, vægge og genstande, der med tiden har fundet deres plads. I dette skiftende lys afslører fotograf Cecilia Renards hjem sig ikke på én gang, men gennem brudstykker af øjeblikke og minder.

"Vi havde ledt efter et hus på Mallorca i lang tid, efter at have boet på øen i seks år," fortæller hun. Da hjemmet endelig dukkede op, var det i en tid med forandring. Cecilia var gravid i ottende månede, da de så det første gang, og de underskrev papirerne lige efter, at hendes søn Guido var blevet født. Helt fra begyndelsen var der en øjeblikkelig forbindelse. ”Første gang vi besøgte stedet, forelskede vi os i lyset, de åbne rum og de høje lofter.”

Huset havde tilhørt en mallorcansk maler i 90-årsalderen, og hans tilstedeværelse mærkes stadig. I stedet for at starte forfra betragtede hun hjemmet som noget at bygge videre på. ”Vi besluttede at beholde de vigtigste ting, der allerede var der: bjælkerne, gulvene ovenpå, snedkerarbejdet og trappen.” Nogle af hans ejendele er der stadig, stille vævet ind i hverdagen. Spisebordet er stadig i brug, stuens tæppe er blevet et af hendes yndlingsstykker, og flere af hans malerier hænger fortsat på væggene. Denne dialog mellem fortid og nutid er central for hendes måde at leve på. At gøre et rum til sit eget, forklarer hun, handler om at "respektere det, der allerede var der, og langsomt tilføje ting over tid." Udefra kan huset måske se færdigt ud, men hun ser det anderledes. Der er altid detaljer at vende tilbage til og nye lag at tilføje.

Renoveringen fulgte den samme filosofi. Med hjælp fra sin veninde, arkitekten Marina Senabre, og inden for et beskedent budget valgte Cecilia en mere personlig tilgang og samarbejdede med et lille, tæt sammentømret team, blandt andet en far og søn, der udførte meget af arbejdet i hånden. Der var ingen hast med at få alting færdigt på én gang. I stedet strakte processen sig over næsten et år, styret af en vision for, hvordan de ønskede at leve. Selv nu fortsætter den proces. ”Vi bliver ved med at tilføje ting lidt efter lidt og færdiggør hjørner, når vi kan.”

Fra starten var huset tænkt som et familiehjem. Cecilia gik i gang med renoveringen, allerede da hun havde fået sit ældste barn i armene, og den oplevelse prægede hver eneste beslutning, der fulgte. Vægge blev revet ned for at skabe åbne, forbundne rum, og køkkenet blev indrettet som et sted for hele familien. Udenfor ligger en gårdhave, der giver plads til leg. Med tiden er der blevet skabt små hjørner, hvor børnene kan kravle, hvile sig og være sammen. Deres soveværelse med de originale klinkegulve er blevet et af de hyggeligste rum i huset. Cecilia fortæller, at det at bo her betyder "konstant at tilpasse sig og give plads til, at huset kan blive ved med at bevæge sig med dem."

Det, der får rummet til virkelig at føles beboet, er tilstedeværelsen af genstande, der har betydning. "Et beboet hjem er et hjem fyldt med ting, der hver især har en grund til at være der," reflekterer Cecilia. Der er ting, hun har arvet fra familien, som en skænk, der tilhørte hendes partner Mateos bedstemor, side om side med møbler fra hendes egne forældre og genstande, der er bragt med hjem fra Argentina. Hjemmet er også fyldt med håndlavede ting. Mateo har lavet køkkenets træhåndtag og knivene, mens Cecilia har skabt de keramiske lampefatninger og tallerkenerne. Sammen har de bygget adskillige møbler og dermed tilføjet endnu et lag af forbindelse til rummet.

Der er også værker af andre, hun beundrer, lige fra keramikere til nære venner. Malerier af kunstneren Cris Aguirre hænger på væggene, mens bøger og magasiner, herunder dem med hendes egne fotografier, ligger spredt rundt omkring. Intet føles udelukkende dekorativt. Et bestemt hjørne har en særligt personlig betydning. En reol i stuen, bragt tilbage fra Argentina, bærer på sin egen historie. Cecilia mødte dens skaber, Alejandro Sticotti, mens hun fotograferede ham, inden han døde. Reolen rummer nu lag af erindringer, fra hendes argentinske rødder til hendes arbejde og rejser. Langsomt har hun fyldt den med keramik, bøger og genstande samlet gennem årene og skabt et stille portræt af sit liv.

Hendes tilgang til fotografering afspejler den måde, hun bor i sit hjem på. Hun arbejder primært med analog fotografering og omfavner en langsommere, mere bevidst måde at se på. ”Når man ved, at hver filmrulle er seksogtredive beslutninger, sænker man tempoet og ser på en anden måde.” Der er mindre plads til overflod og desto mere opmærksomhed på det, der virkelig betyder noget. Denne tankegang strækker sig ind i hendes dagligdag, hvor hun finder inspiration i det almindelige. Et stykke frugt på bordet, visne blomster, et øjebliks leg eller den måde, lyset bevæger sig gennem et rum.

Lyset er en konstant tilstedeværelse i huset og former både atmosfæren og rutinerne. Cecilia voksede op på Menorca, omgivet af det baleariske lys, og det fortsætter med at påvirke, hvordan hun ser verden. Fra hendes vinduer i hjemmet på Mallorca strækker udsigten sig ud over bjerge og landskab. Huset vender mod øst, så morgensolen kan fylde de forreste værelser, mens eftermiddagslyset driver ind mod gårdspladsen. På visse tidspunkter, især tidligt på dagen eller ved solnedgang, bliver lyset umuligt at ignorere. 

Nogle af de mest betydningsfulde aspekter af hjemmet er dem, som andre ikke ser. Cecilia husker udsigten fra sit soveværelsesvindue ved daggry, en scene hun har set under mange stille natlige amninger. Det er et lille, privat øjeblik, et øjeblik der udelukkende tilhører hende. Hun vender også tilbage til de genstande, som den tidligere ejer har efterladt, lige fra hans malerier til hans møbler, såsom stuens tæppe. Ting, der kan virke almindelige for andre, har fortsat betydning og fungerer som en stille påmindelse om hjemmets fortid.

Hvis hun skulle indfange essensen af sit hjem i ét enkelt billede, ville det ikke være opstillet eller forfinet. Det ville være en almindelig morgen, den slags der næsten går ubemærket hen.