Havens
Sæsoner
For mange repræsenterer haven et næsten helligt frirum; et sted, hvor man straks får jordforbindelse og føler sig genforenet med naturen, så man glemmer hverdagens stress og jag. Når vi omhyggeligt planter frø i krukker og blomsterbede og trofast og tålmodigt vander og plejer dem i håb om, at vores indsats vil resultere i friske grønne planter, der spirer op af jorden, bliver vi mindet om skønheden i det simple.
Havearbejde er en tilfredsstillende hobby, der aldrig bliver forældet, og det handler lige så meget om processen som om det endelige resultat. Mens vinter- og efterårssæsonen i høj grad har fokus på at skabe nye ideer og lægge de nødvendige planer for dyrkning i haven, er sommer- og forårsmånederne en dynamisk tid, hvor du kan så og gøde for første gang og med tiden nyde og høste de utallige farverige blomster, frodige grønne planter og grøntsager, frugter og bær, der pibler frem som følge af din indsats. Med andre ord handler havearbejde om at passe og pleje noget, som belønner dig på forskellige måder på de forskellige årstider.
Vi har bedt haveeksperterne Dorthe Kvist og Jeanette Lindholdt Madsen om at give deres bedste tips til at dyrke den ideelle have i alle årets måneder.
EKSPERTERNES HAVEKALENDER
WINTER
DECEMBER
Din have sover. Hvis du er heldig, vil den se smuk ud i den nyfaldne sne.
JANUAR
Året er lige startet, og vi er så småt begyndt at lægge
planer for, hvordan vi gerne vil have, at vores have
skal se ud i den kommende sæson. Brug tid på at læse frøkataloger
og planlægge dine nye haveprojekter.
FEBRUAR
Det er her, at mange haveentusiaster bliver utålmodige.
Det er for koldt til at lave noget udenfor, men hvis du har lyst
til at komme i gang i slutningen af februar, kan du begynde
med at sætte frø til spiring indendørs i minidrivhuse.
FORÅR
MARTS
Marts er altid et godt tidspunkt at rydde op på.
Riv græsplænen, fej blade sammen og læg dem i kompostbunken,
skrub terrassen og giv havemøblerne olie.
APRIL
I april kan du gå i gang med at fylde dine krukker med forårsblomster,
gøre køkkenhaven klar til såning, sætte kartoflerne i jorden
og bare nyde forårssolen så meget som muligt.
MAJ
I maj begynder alt at spire. Plant dine tomater, chilier og agurker
i drivhuset og din salat og dine ærter i køkkenhaven.
Dæk jorden under jordbærplanterne med halm.
Nu er det tid til at nyde tulipanerne.
SOMMER
JUNI
I juni kan du endelig begynde at høste de første afgrøder.
Nyd frisk salat, tidlige ærter samt de første bønner og squash-typer.
JULI
Juli er måneden, hvor haven er et sandt overflødighedshorn af lækkerier.
Husk at vande om aftenen og bekæmpe sneglene, nu hvor du er i gang.
Du kan plukke de første blomsterbuketter og høste grøntsager i køkkenhaven hver dag.
Husk at lufte ud i drivhuset, når du er derinde
– og tag endelig masser af pauser, hvor du kan nyde din smukke, frodige have.
AUGUST
Måneden, hvor du kan give alle dine venner overdådige buketter af
georginer og duftende roser. Praktiske opgaver, som f.eks. at så grøngødning
i de tomme bede i køkkenhaven og fjerne udløbere fra jordbærplanter, bør du gøre nu.
Og glem ikke at sætte vand ud til fuglene og de tørstige insekter!
EFTERÅR
SEPTEMBER
September er en vigtig måned for næste forårs blomster.
Plant masser af blomsterløg, f.eks. tulipaner, påskeliljer og perlehyacinter.
Denne måned er også et godt tidspunkt at plante
større ting som træer, blomstrende buske og stauder på.
OKTOBER
Du kan nyde nogle virkelig dejlige øjeblikke i haven om efteråret.
Lav mad over bål, og nyd de sidste varme solstråler under et tæppe med en varm kop te.
I oktober kan du gradvist pakke haven sammen, dele dine stauder,
samle frø fra dine yndlingsplanter, beskære frugttræerne
og høste de sidste krydderurter.
NOVEMBER
I november skal du fjerne underskålene under potterne, så de ikke tager skade af frosten.
Tøm vandbeholderen, hvis du har en, og sæt havemøblerne væk, eller dæk dem til.
Så kan du glæde dig til at begynde forfra til foråret.