Tag med os på vores rejse til den italienske provins Pesaro e Urbino for at udforske, hvordan rå blokke af naturlig Bianco Curia-marmor forvandles til vores smukke Mineral Tables.
STATEMENT PIECES MED KONTRASTRIGE DESIGN
Vores kollektion af Mineral Tables er skabt med elegant Bianco Curia-marmor, der gør bordene til en udtryksfuld indretningsdetalje i dit hjem. Mens vores Mineral Sculptural Table er skabt udelukkende i marmor og er kendetegnet ved en karakteristisk T-form og kontrasterende polerede overflader, har vores Mineral Coffee Table en glat, rektangulær glasplade placeret på en base af to marmorblokke. Begge borde får deres unikke udtryk fra de rå marmorkanter, der er håndmejslet af en dygtig håndværker.
FREMSTILLING AF MINERAL TABLES
Beliggende mellem de betagende bjerge i Acqualagna finder du den lille familieejede fabrik, der fremstiller vores Mineral Tables. Fabrikken blev grundlagt i 1969, og de tretten dygtige håndværkere, som arbejder der, er alle eksperter inden for deres håndværk.
Bianco Curia-marmoret, der bruges til vores Mineral Tables, kommer fra et stenbrud i Brescia, en by beliggende i regionen Lombardiet i det nordlige Italien. I stenbruddet udskæres store plader af marmor med en vægt på ca. 4,5 tons, derefter undersøges og kvalitetskontrolleres de, inden de sendes videre til fabrikken
Ved ankomsten til fabrikken i Acqualagna, forvilder man sig hurtigt ind i en uimodståelig labyrint af rå plader af naturligt marmor og sten. Med farver, der spænder fra de dybeste røde til de reneste hvide, har hver eneste sten sine unikke årer og detaljer, der udelukkende er dannet af naturens stærke kræfter. På den familieejede fabrik er det faderen, som vælger, hvilke marmorplader der er gode nok til produktionen. Det er kun plader af Bianco Curia-marmor af en særlig høj kvalitet, der udvælges til vores Mineral Tables. Faderen har arbejdet med marmor i mange år, og ved at banke på marmorpladerne kan han med det samme høre, om pladen er af god kvalitet eller ej.
Når de er blevet udvalgt, skæres de store marmorplader i mindre stykker af en specialiseret skæremaskine. Maskinen har en stor klinge, som langsomt skærer gennem stenen, mens bladet holdes køligt af en konstant strøm af koldt vand. Efter de er blevet skåret til, mejsles marmorelementernes karakteristiske kanter i hånden af en dygtig håndværker, der arbejder på fabrikken. At blive ekspert i at arbejde med marmor og sten er en livslang proces, der begynder efter cirka to til tre års træning. Håndværkeren, der håndmejsler kanterne på vores Mineral Coffee Tables og Mineral Sculptural Tables, har 30 års erfaring med at arbejde med marmor og sten. Til sidst poleres hvert stykke marmor omhyggeligt for at gøre overfladen så glat som muligt, og marmoret får sin sidste finish, inden det er klar til montering.
VÆRDIFULDE RESSOURCER
Italien er kendt for sine strenge regler for udvinding af marmor, og intet er vigtigere end at bevare naturens ressourcer. Det er bestemt ved lov, at det ikke er tilladt at udvinde mere end 30 % af et marmorbrud, før det skal lukkes og genplantes.
Da marmor er en begrænset ressource, bruger fabrikken alt spild fra produktionen. Større stykker tiloversblevet marmor bruges til beklædning af bygningers overflader, og mindre stykker bruges til veje. Fabrikken har også installeret et internt cirkulært vandsystem, der sikrer, at alt vand fra skæreprocessen genanvendes.