Hjemme hos Parker Kit Hill

Vi besøgte modellen Parker Kit Hill i hans hjem i New York, hvor vi tog en snak om mode, om at have en karriere på de sociale medier, og om hvordan det er muligt at skabe et personligt hjem på få kvadratmeter midt i den pulserende storby.

Hjemme hos Parker Kit Hill

Parker Kit Hill var vant til at stå foran et kamera længe før han påbegyndte sin modelkarriere: "Jeg er praktisk talt vokset op online, fra jeg var 14 år, og har dokumenteret virkelig mange stadier af mit liv gennem årene." I dag er Parker 27 år og har en professionel karriere inden for mode, samtidig med at han administrerer sin kreative profil på sociale medier. Parker arbejder for IMG Models og rejser herigennem verden rundt for at gå catwalks og skyde kampagner for store navne som Marc Jacobs, Valentino, Acne Studios og Nike. På Instagram, hvor han har over 500.000 følgere, deler han snapshots fra sit daglige liv, viser smukke billeder fra sin seneste arbejdsopgave eller brandpartnerskab og poster øjeblikke fra gaden i New York, hans selvvalgte hjemby, eller fra sine glamourøse rejser til Paris, Barcelona og Ibiza.

 

 

"Noget af det, der gør et rum til et hjem for mig, er følelsen af balance. Det spiller en vigtig rolle i at opnå mental klarhed."

På TikTok, hvor Parker har 1,7 millioner følgere, er stemningen meget mere intim. Parkers TikTok-vidoer er for det meste optaget i hans toværelses lejlighed i Clinton Hill, Brooklyn og giver et unikt indblik i hans privatsfære og kreative, legende sind. Her blandes humor, mode og sociale kommentarer i en hyldest til den frie selvudfoldelse.

"Mit arbejde er ret organisk og frit i sin form," fortæller Parker. "Gennem årene har mit arbejde med sociale medier givet mig mulighed for at dykke ned i mange forskellige kunstformer. Det startede med musikteater, så ballet, derefter skuespil, og nu er det mode. Alle disse kunstformer overlapper hinanden og de fører alle uvilkårligt tilbage til hinanden. Rejsen er først lige begyndt."

Parker er oprindeligt fra Fort Worth, Texas, men har boet og arbejdet i New York, siden han som teenager gik på den prestigefyldte Joffrey Ballet School. Han flyttede ind i sit hjem i Clinton Hill i foråret 2021 og omtaler området som et de mest autentiske i New York: "Kvarteret er fuldt af liv og energi, men det er stadig afsidesliggende nok til, at det føles privat og stille." Da Parker ledte efter en lejlighed, blev han tiltrukket af netop denne bolig på grund af dens "blanding af hygge og følelsen af at svæve i himlen". Sidstnævnte kan helt sikkert tilskrives Parkers store terrasse, der bemærkelsesværdigt nok har samme areal som hans indendørs bolig.

 

Billledetext
Billledetext

Navn: Parker Kit Hill
Alder: 27 år
Bor i: Clinton Hill, Brooklyn New York
Arbejder som: Kulturkunstner – model og trendsætter inden
for mode, virtuos på de sociale medier
Instagram: @parkerkithill
TikTok: @parkerkithill

 

 

"Terrassen spillede en meget stor rolle i min beslutning om at flytte ind i denne lejlighed. Det er sjældent, at man har en terrasse, men at have én, der har nøjagtig samme størrelse som ens lejlighed i New York City, er helt uhørt," siger Parker. I årets varmere måneder benytter Parker sig fuldt ud af sit luksuriøse, store udendørsområde i byen og dyrker en indendørs-udendørs livsstil: ”Jeg kan godt lide at tage et pause og bare hænge ud på terrassen. Jeg tager tæpper og den slags med derud, så jeg kan strække ud og træne, mens jeg får noget frisk luft. Om aftenen sætter jeg nogle gange et hvidt lærred op på rækværket, tænder min projektor og ser film udenfor sammen med venner. Det er virkelig et privilegie at have ekstra plads til at slappe af.”

Inden døre foretrækker Parker et rent, minimalistisk rum med plads til ro – en oase væk fra det travle liv, der omgiver én i byen, et sted, hvor han kan hvile og lade op: "Noget af det, der gør et rum til et hjem for mig, er følelsen af balance. Det spiller en vigtig rolle i at opnå mental klarhed."

 

 

"Jeg betragter mit hjem som en forlængelse af min hjerne. Tingene skal kunne forandre sig, så man kan bearbejde og tackle nye forhindringer, der opstår på ens vej."

Parkers lejlighed er fyldt med meningsfulde genstande, som er blevet udvalgt med omhu. "Når man skal bo på mindre plads, handler det om, hvad man tildeler betydning," forklarer han. "At vide, hvornår man skal give slip på noget i et nyt hjem, er en færdighed, man får, når man bor minimalistisk. I forhold til, hvordan jeg bruger pladsen, vil jeg gerne have, at alt i rummet skal kunne flyttes og ikke være permanent. Jeg betragter mit hjem som en forlængelse af min hjerne. Tingene skal kunne forandre sig, så man kan bearbejde og tackle nye forhindringer, der opstår på ens vej."

 

 

Når Parker skal vælge nye ting til sit hjem, er der nogle krav der skal opfyldes, før han lader dem komme inden for døren: "Kan genstanden stå alene, og kan den sættes sammen med andre genstande og skabe en sammenhængende helhed? Jeg elsker at blande teksturer, farver og mønstre for at skabe et roligt, men levende rum."

Parkers kreativitet afspejles ikke kun i, hvilket tøj han går i, men også i hans hjem. Legende farver og organiske linjer kontrasteres af rolige, neutrale nuancer og faste former. "Der er bestemt en sammenhæng mellem mode og boliginteriør," fortæller han. "Det hele handler om din essens som individ. Jeg mener, at dit hjem skal være et bagtæppe for dig, og hvordan du ønsker at præsentere sig selv for verden på et hvilket som helst tidspunkt."