LAD DER VÆRE LYS
Dit hjem er dit fristed, som du har indrettet med omhyggeligt udvalgte elementer for at føle dig hjemme og godt tilpas. Det er derfor vigtigt, at belysningen i hvert rum supplerer indretningen bedst muligt, da lyset har en stor indflydelse på, hvordan du opfatter dine omgivelser. Men det kan være svært at vide, hvor man skal begynde, når det kommer til belysning i hjemmet. Vi har derfor udformet en belysningsguide med tips til, hvordan du kan forbedre belysningen i dit hjem.
Til at hjælpe os med denne opgave søgte vi råd hos belysningsekspert og designer Marianne Tuxen, der i sit atelier i København designer skræddersyede belysningsløsninger til mange forskellige af kunder, både til privat og kommerciel brug. Hendes design kan opleves på steder i hele verden, hvor de spreder lys i kirker, museer og biblioteker på innovative og smukke måder. Hun har sagt ja at give os ekspertrådgivning om, hvordan man bedst muligt kan bruge belysning til at gøre sit hjem til et roligt og indbydende sted, hvor man har lyst til tilbringe det meste af sin tid.
IDENTIFICER DIN STIL
Det første, som Marianne gør, når hun arbejder med en klient, er at danne sig et præcist billede af personens egen stil: “Det første, jeg gør, er at besøge det sted, som jeg designer til. Hvis det er et privat hjem, overvejer jeg straks smagen og stilen hos den person, der bor der – foretrækker de et moderne, stilrent interiør, eller er der en mere kunstnerisk, skødesløs atmosfære? Dette er den første ting, der har betydning for processen, fordi vi som mennesker kan lide at se på smukke ting – og en lampe er ingen undtagelse.”
At finde skønhed i et af de mest basale behov i et hjem – det at kunne se rummet – er en integreret del af Mariannes job. “Det er forskelligt for os hver især, hvad der opleves som smukt – det er derfor, det er vigtigt at definere din indgangsvinkel til det.” Når det kommer til belysning af dit hjem, skal du starte med at definere din egen personlige stil: Er du på udkig efter lamper med rene, rolige former og teksturer, eller foretrækker du belysning, der bliver et statement og vækker nysgerrighed? Hvis det skal være en lampe med et moderne udtryk, kan du være interesseret i enkle, rene linjer og materialer som messing, metal og sten. Til en mere legende, skødesløs stemning skal du kigge efter uregelmæssige, organiske former og overraskende teksturer som uglaseret keramik og naturlige fibre som i kurveflet eller rotting.
“Det er forskelligt for os hver især, hvad der opleves som smukt – det er derfor, det er vigtigt at definere din indgangsvinkel til det.”
FOKUS PÅ RUMMET
Når du har fået styr på, hvilken stil du foretrækker til lamperne, er det tid til at gå videre til at definere det aktuelle rum. “Belysningen i et rum definerer, hvordan du oplever rummet. På det mest basale niveau skal du være i stand til at se dine omgivelser, og til det anvender du det, som jeg kalder generel belysning. Normalt er det et blødere, bredspektret lys, der er lettilgængeligt, så snart du træder ind i et rum. Ofte er det en loftslampe – men det behøver det ikke at være. Væglamper kan være en lige så god måde at etablere generel belysning i et rum.”
Når dit rum er defineret af generel belysning, er det tid til at installere lamper med en mere koncentreret lysstyrke: “Den måde, du bruger rummet på, er en del af løsningen til, hvordan det skal belyses. Tænk over, hvor du har brug for arbejdslys – det er forskelligt for forskellige rum. Bordplader i køkkenet og ved dit skrivebord eller arbejdsområde kræver mindre lyskilder, der giver et stærkere, mere koncentreret lys. Det vigtigste i børneværelset er derimod, at du skaber et rum, hvor dit barn føler sig trygt. Mange børn er bange for mørket og har i så fald brug for et hyggeligt, diffust lys, der giver dem trøst, hvis de skulle vågne om natten.”
NØGLEORDET ER VARIATION
En af nøglerne til behagelig belysning i hjemmet er variation, afslører Marianne. “Lyset i et rum skal aldrig være helt ensartet – for at skabe en indbydende og hyggelig atmosfære skal du arbejde i niveauer. Dette gælder både lysstyrke og placering. Når du placerer dine lamper, skal du prøve at placere dem i forskellige højder, så lyset tilføjer en dybdefornemmelse til din opfattelse af rummet. Når det kommer til lysstyrke, skal vores generelle lys være blødere end det, der bruges til arbejdslys – ellers vil du opdage, at du altid anstrenger dine øjne, selv når du er i et usædvanligt lyst rum.”
KUNSTEN AT SKABE SKANDINAVISK BELYSNING
Når vinteren nærmer sig, og dagslyset langsomt forsvinder, tænder man i Skandinavien lys i hjemmet ved hjælp af nøje udvalgte lamper og stearinlys. Lyset i et skandinavisk hjem virker varmt og hyggeligt, og mange oplever denne særlige form for lys som noget helt unikt. Ifølge lysekspert Marianne Tuxen er der betydelige forskelle, når man sammenligner det lys, der bruges i Skandinavien, med det lys, der bruges tættere på den sydlige halvkugle: "I Skandinavien er vinteren præget af måneder med kulde og mørke. Derfor er den skandinaviske befolkning meget opmærksomme på lyset både indendørs og udendørs, og hvordan det påvirker dem. De forsøger at skabe balance i de kolde vintermåneder ved at bruge lyset til at skabe varme og hygge".
Hvis du ønsker at mestre det hyggelige skandinaviske lys, skal du studere samspillet mellem stemning, funktionalitet og interiør. Det er en kunst at få det helt rigtigt – og du skal finde den perfekte balance mellem lys og skygge og lege med forskellige grader af lysintensitet i hvert rum. Generelt vil det lys, der anvendes i Skandinavien, virke varmere i nuancerne end i landene sydpå, hvor lyset ofte holdes i koldere nuancer. Små variationer i lysstyrke og nuancer er dog afgørende for at opnå det naturlige, hyggelige lys, der findes i de fleste skandinaviske hjem. Marianne Tuxen forklarer, som et eksempel, at funktionelt lys, der normalt findes over et spisebord eller et skrivebord, naturligt vil være lysere, idet du har brug for det til at fokusere. I modsætning hertil kan lyset på et konsolbord være blødere og varmere, så der skabes en hyggelig atmosfære. I Skandinavien ved de fleste, hvordan de skal bruge lyset i deres hjem så stemning, funktionalitet og interiør går op i en højere enhed: "Den ubevidste knowhow, der findes i Skandinavien, er noget, som tilegnes gennem traditioner og opdragelse. Det skandinaviske lys er i bund og grund en uhåndgribelig bevidsthed om, hvordan man bruger lys til at skabe den helt rette varme og hygge i ens hjem" – Marianne Tuxen
MARIANNES GUIDE TIL NUANCER PÅ ELPÆRER – MED ANVENDELSE AF KELVINSKALAEN
• Fra 2000 K til 3000 K kaldes lysets nuance for "varm hvid" og varierer fra orange til gullighvid i udseende. De fleste elpærer i Skandinavien har en lysstyrke på 2700 K eller lavere: 2500 K – 2200 K.
• Farvetemperaturer mellem 3100 K og 4500 K betegnes "kold hvid" eller "lys hvid." Disse elpærer udsender et mere neutralt hvidt lys og kan endda have et let blåt skær. Denne farvetemperatur anvendes aldrig i skandinaviske hjem, da den anses for at være for kold.
• Over 4500 K bringer os tættere på farvetemperaturen for "dagslys", som er 6500 K – 11000 K eller mere. Elpærer med en farvetemperatur på 4500 K og derover afgiver et blåhvidt lys, der efterligner dagslyset.
MARIANNES BEDSTE TIPS:
- Definer din personlige stil
Med så mange forskellige indfaldsvinkler og typer af belysning er det vigtigt at finde ud af, hvilken type lampe du leder efter. Som med alt andet i hjemmet bliver dette indretningselement en ledsager ved dine hverdagsrutiner, og det skal bidrage til at få dit rum til at føles i harmoni med din personlighed. Gør status over dit interiør, og prøv at formulere, hvordan du bedst ville beskrive det – er det for eksempel moderne, minimalistisk, landligt eller vintageinspireret? Som regel har du ikke kun én gennemgående stil – det vil være en kombination af flere forskellige – men disse nøgleord kan hjælpe med at guide dig og giver dig et udgangspunkt for at finde det, du leder efter.
- Definer rummet med lys
Belysning har stor betydning for, hvordan vi opfatter et rums form og dimensioner. Generel belysning skal oplyse rummet som helhed, mens mindre, mere koncentrerede lyskilder giver dig arbejdslys, præcis der hvor du behøver det. Glem ikke at variere niveauerne af lysstyrke og højden af lampernes placering for at skabe en oplevelse af dybde.
- Lumen er vigtigere end watt
Normalt ser vi bare på antal watt, når vi køber en pære. Med en gammeldags glødepære vidste du nøjagtigt, hvor stærkt lyset ville være ud fra antallet af watt, mens lysstyrken på moderne LED-pærer – der er meget mere energieffektive – kan variere fra pære til pære, selvom de har det samme antal watt. Prøv derfor i stedet at kigge på lumen (lm) på den pære, du køber, da dette giver dig en mere nøjagtig indikation af dens lysstyrke. Kig efter lm på emballagen – jo højere lumen, jo stærkere er lyset. En pære på 60 watt svarer som regel til 800 lm, mens en pære på 40 watt svarer til omkring 470 lm.
- Gør rummet hyggeligt
Når du planlægger belysningen i dit hjem, er det allervigtigste, at du får skabt et hyggeligt og behageligt rum, som du har lyst til at tilbringe din tid i. Dette indebærer forskellig belysning i forskellige rum – dit kontor skal have en koncentreret arbejdsbelysning, der er stærkere end den generelle belysning, mens soveværelset fungerer bedst med blød belysning koncentreret omkring sengens hovedgavl.