Velkommen Hjem

Vi dykker ned i vores samling af Home Stories for at fejre de kreative mennesker, der har åbnet deres hjem og hjerter for os.

Hjemmet er meget mere end et fysisk sted fyldt med fysiske genstande. Det er vores fristed – et rum, hvor vi virkelig kan være os selv, og som favner alle livets facetter. Vores hjem er der, hvor livet leves – på godt og ondt.

 

Hjemmet er ligesom et kunstværk, altid i bevægelse; et personligt lærred, der udvikler sig over tid. Den organiske proces, som et hjem gennemgår, afspejler vores menneskelige rejse gennem livet. Gennem årene har vi haft æren af at blive inviteret indenfor hos nogle bemærkelsesværdige kreative mennesker, som har fortalt os om deres livsrejse og den rolle, deres hjem har spillet i den.

 

Billledetext
Billledetext

Isis-Colombe Combréas, Paris
TÆT PÅ HJEMMET

 

I det 14. arrondissement i Paris, lige ved grænsen til Montparnasse, bor Isis-Colombe Combréas, grundlæggeren af MilK Magazine. Isis' mål, da hun startede MilK, var at tilbyde en moderne rejse ind i barndommens verden, eller som hun selv udtrykker det: "At skildre kunsten at leve et familieliv".

Isis’ hjem er fordelt over tre etager og en sand smeltedigel af klassisk og moderne design: de høje lofter, brede paneler og den originale stuk vækker mindelser om arketypisk parisisk arkitektur fra før krigen, mens støvet blå epoxy dækker alle gulvene, og et netværk af nytilføjede metalbjælker spreder sig igennem rummene og knytter dem sammen. “Metalbjælkerne spiller en funktionel rolle ved at give os mulighed for at arrangere rummene anderledes og ændre den oprindelige grundplan fra 30’erne,” forklarer Isis. “De bringer også et uventet og moderne element ind i rummet. Jeg kan godt lide at blande moderne design med elementer af brutalisme og vintage.”

Og deri består magien ved denne unikke parisiske lejlighed – selvom den er fyldt med dristige, smukke designelementer, er det hele udført med en følelse af lethed og glæde. På spørgsmålet om, hvad der skaber et hjem, er Isis’ svar simpelt: “familieminder, ting fra vores rejser og vores kats nonchalant tilstedeværelse.”

 

Læs den fulde Home Story her

 

 

Billledetext
Billledetext

Kristina Line, København
JUST ADD WATER

 

Arkitekt Kristina Line, der oprindeligt kommer fra Norge, bor i et lille bådehus i et finurligt, næsten skjult område i København, der ligger lige ved havnefronten i byens travle havneområde. Hun har tegnet og renoveret hjemmet fra bunden sammen med sin arkitektpartner Anton, og det er fyldt med trædetaljer, naturlige materialer og bløde former.

Fra stuen, som også er hendes yndlingssted i hjemmet, kan Kristina kigge ud på vandet, mens eftermiddagssolen skinner gennem gardinerne: "Anton og jeg er begge vokset op tæt på vandet og har altid haft en drøm om at bo ved vandet igen." Hun fortæller, at hele deres hjem er badet i et magisk, glødende lys, lige før solen går ned over Københavns tage. "Hjemme er for mig et sted, hvor jeg kan føle mig godt tilpas, beskyttet og koble af fra verden udenfor. Det er et sted for ro, varme og sindsro. Det fungerer også som base for mine daglige eventyr, og det er et sted, hvor jeg føler mig inspireret. Her kan jeg være kreativ. Vigtigst af alt er hjemmet et sted, hvor man kan invitere venner, familie og naboer til at dele et godt måltid mad, skabe minder og lægge planer for fremtiden."

 

Læs den fulde Home Story her

 

 

Billledetext
Billledetext

Linda Ring, Stockholm
BRØDHUS

 

I et funkishus fra 1940’erne med udsigt over vandet i bydelen Stora Essingen, en lille ø i centrum af Stockholm, bor det kreative multitalent Linda Ring. Linda er kreativ freelancer, hun arbejder som fotograf og indretningsstylist og har tilføjet en temmelig utraditionel titel til sit CV, nemlig brødkunstner. Linda graverer smukke, finurlige ansigter ind i dej, som, når den er bagt, ligner kunstværker, der er som taget direkte ud af den hellenistiske æra i et kunstgalleri.

Lindas hjem er ligesom hendes brødkunst en forlængelse af hendes kunstneriske åre, og det er fyldt med vintagefund, unikke detaljer og klassiske svenske designelementer: “Jeg ville ønske, at jeg var en af dem, der kunne sige, at deres hjem er der, hvor deres familie er. Men selvom det til dels er sandt – de er den vigtigste del af mit hjem – er jeg for meget æstetiker til at være ligeglad med, hvordan mit hjem ser ud. Jeg føler mig fysisk utilpas i utiltalende omgivelser – men på den anden side er hvert sekund i et smukt miljø en fornøjelse for mig. Det behøver ikke at være luksuriøst, men der skal være lækre materialer, gennemtænkte detaljer og en følelse af sjæl. Det tager tid og kræfter at skabe et harmonisk hjem, men det er det hele værd.”

“Det behøver ikke at være luksuriøst, men der skal være lækre materialer, gennemtænkte detaljer og en følelse af sjæl. Det tager tid og kræfter at skabe et harmonisk hjem, men det er det hele værd.”

Linda Ring, Brødkunstner

 

Læs den fulde Home Story her

 

 

Billledetext
Billledetext

Julie Daoust Baker, Toronto
EN SKANDINAVISK SENSIBILITET

 

Juli Daoust Baker ser, som den ene halvdel af holdet bag livsstilsbutikken og galleriet Mjölk i Toronto, Canada, sit arbejde som en forlængelse af sit hjem – en position, der er gjort nemmere af, at hjemmet ligger lige over hendes arbejdsplads. Indvendigt kombineres lyse farver, naturlige materialer og tankevækkende detaljer og skaber en fredfyldt oase med en markant skandinavisk og japansk designæstetik.

Når familien er hjemme, tilbringer de det meste af tiden samlet omkring køkkenbordet. Køkkenet er – ligesom meget i deres hjem – fyldt med lyst egetræ, grønne planter og et udsøgt udvalg af antikviteter og kuriositeter. "Jeg er hjemmemenneske, og jeg oplever, at mit nervesystem let bliver overstimuleret," fortæller Juli, "så de elementer, jeg har brug for i mit hjem, er adgang til naturligt lys, min familie og en rolig, stille atmosfære – selvom det er en konstant kamp, når man har kæledyr og børn. Vi har udvalgt ting, vi vidste, at vi gerne ville beholde på lang sigt. Klassikere i naturlige materialer som hvid eg og naturlæder – genstande, der ville få patina, når de ældes, og kan fortælle historien om vores familie."

 

Læs den fulde Home Story her

 

Kethevane Cellard, Paris
FAMILIETRÆ

 

I den parisiske forstad Arcueil ligger et hus, der oprindeligt var tænkt som træværksted, da det blev bygget for over hundrede år siden. Nu er det industrielle hus i loftsstil med synlige røde mursten, store ovenlysvinduer og stålbjælker hjem for kunstneren Kethevane Cellard. Efter at have været på besøg føler vi, at man for at forstå Kethevanes enestående hjem først skal forstå hendes kunst.

Som bekendt er kunst aldrig ligetil, og Kethevane forklarer, at der er dage, hvor inspirationen synes langt væk. Men når hun hengiver sig i dybe tanker, mens hun læser, tager noter, skitserer i sin notesbog og tegner, kommer ideerne til sidst. I hendes arbejdsværelse, der også er opholdsstue, hænger en stor opslagstavle. Kethevane sætter altid alting fast på den for at visualisere, i hvilken retning hun nu skal gå, og hvilke former der skal levendegøres. Når Kethevane har besluttet, hvad hun skal arbejde videre på, begynder hun tålmodigt at skitsere sine nye former med fyldepenne eller omhyggeligt at skære dem ud i træ med huljern.

På spørgsmålet om, hvad hjemmet betyder for hende, læner Kethevane sig tilbage og tænker stille, inden hun svarer: "Hjem for mig er et sted, hvor jeg kan finde ro og hvile. Men det skal også være et sted, hvor jeg kan byde venner velkommen. Begge dele er lige vigtige for min følelse af hjem. Hjemmet er også der, hvor min kunstsamling, der hele tiden udvikler sig, er. Selvom jeg aldrig har haft et stort budget til at købe kunst for, er de værker, jeg ejer, enten udvekslet med andre kunstnere eller købt af dem. Min samling er en blanding af print, nogle få originaler, noget keramik og værker på papir. Den måde, jeg har arrangeret dem på i mit hjem, er personlig. De føles bare rigtige sammen, som om de fører en samtale med hinanden."

 

Læs den fulde Home Story her

 

Billledetext
Billledetext

Mikkel Dahlstrøm, København
LESS IS MORE

 

Lige siden fotograf og æstetiker Mikkel Dahlstrøm flyttede til København i 2019, har han arbejdet på at forvandle sin nybyggede lejlighed i Sfinxen, en moderne skyskraber, til et hyggeligt og charmerende hjem med plads til, at han og hans partner, Frederik, kan læne sig tilbage og koble af.

For mange mennesker er storbylivet lig med et meget lille boligareal, og Mikkels lejlighed er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan bo både æstetisk og funktionelt i et begrænset rum: "Jeg tror, at nøglen til at bo småt er, at man er meget selektiv. Hvis der kommer noget nyt ind, skal der noget andet ud. Her skal tingene fungere og være praktiske, men de skal også se godt ud. Derfor indretter jeg mine omgivelser på en forholdsvis minimalistisk måde, så det altid ser nogenlunde pænt ud.”

Selvom du dyrker 'small living', er hygge noget, som Mikkel mener, du altid bør overveje i dine indretningsplaner, uanset hvordan du bor: ”I mange år havde jeg glemt hyggen og var kun optaget af, at alt skulle se godt ud. Men i dag ved jeg, at mit hjem først og fremmest skal være et sted, hvor jeg kan slappe af og finde den ro, der giver mig mulighed for at skabe nye ideer og blive ved med at udvikle mig kreativt.”

 

”I mange år havde jeg glemt hyggen og var kun optaget af, at alt skulle se godt ud. Men i dag ved jeg, at mit hjem først og fremmest skal være et sted, hvor jeg kan slappe af og finde den ro, der giver mig mulighed for at skabe nye ideer og blive ved med at udvikle mig kreativt.”

Mikkel Dahlstrøm, Fotograf & Æstetiker

 

Læs den fulde Home Story her