Marie Nippers Kontor

DER ER INGEN GRÆNSER. Hun kalder sin seneste satsning på det nyligt genåbnede kunstmuseum Copenhagen Contemporary for et “humlebi-projekt”, altså et projekt, der er uvidende om sin manglende evne til at flyve – ligesom humlebien.

DER ER INGEN GRÆNSER. Hun kalder sin seneste satsning på det nyligt genåbnede kunstmuseum Copenhagen Contemporary for et “humlebi-projekt”, altså et projekt, der er uvidende om sin manglende evne til at flyve – ligesom humlebien. Marie Nipper er stolt af alle de ting, hun har opnået, og er forblevet ydmyg.

Allerede på dette tidlige tidspunkt af i sit liv har hun opnået mere end de fleste kunne håbe på – hun er direktør for en af de mest lovende kunstinstitutioner i København. Med sin mand Simon Friese, der også arbejder i kunstverdenen, har hun to børn: Uma, der er næsten fire, og August på bare et par måneder. For nylig skiftede de deres store lejlighed i centrum af København ud med et klassisk hus lidt ude af byen. Hun byder os velkommen til deres nye hjem for at tale om sit arbejde, den moderne kunstverden og kunsten at balancere.

Det næste store

August ligger stille og roligt på armen, mens hun ubesværet viser os rundt i huset og tager os med op ad trappen og ind på hendes nye kontor. Huset i tre etager har et dejligt kontor med skråvægge og et skrivebord i midten. Det er både kontor for Marie og Simon, men der er også plads til børnene: eEt rundt bord til at tegne ved og en hængevugge er fremtrædende i rummet. Kunstverdenen er en krævende branche, og i stedet for at skære ned på arbejdet har parret fundet muligheder for at være en familie midt i alt det.

Navn Efternavn Billledetext

“Jeg synes, det er vigtigt at introducere børn for kunst...”

”Jeg synes, det er vigtigt at introducere børn for kunst. Mit eget liv er præget af en familie, hvor kunsten spillede en stor rolle. Vi ønsker, at det skal være en del af Copenhagen Contemporary, fordi når man får mulighed for at opleve kunst som et barn, bliver det så meget nemmere at tage det ind senere i livet,” siger Marie.

Det er nemt at tabe pusten, når man prøver at følge med i Maries tempofyldte karriere – og som blot 39-årig er det tydeligt, at dette kun er begyndelsen. En kort opsummering: Efter at færdiggjort sin magistergrad i kunsthistorie på universitetet fik hun fik sit første job på ARoS – Aarhus Kunstmuseum. Her opdagede hun, at hendes virkelige talent og lidenskab lå i dialogen med kunstnerne selv. Hun fortæller: ”Kunstnere har alle mulige tanker om, hvad det vil sige at være menneske. Det fandt jeg meget inspirerende.”

Under sin første barselsorlov med Uma blev der en stilling ledig som senior-kurator på Tate Modern i Liverpool. Med en baby på ni måneder var en flytning til Liverpool ikke realistisk, så da hun blev tilbudt jobbet, besluttede hun at dele sin tid mellem Liverpool og København. Efter et stykke tid vendte hun tilbage til København som freelance-konsulent og -kurator på fuld tid. Der gik ikke længe, før Tate ville have hende tilbage – denne gang som kunstnerisk direktør. Så godt et tilbud kunne hun ikke modstå, så hun tog tilbage til England for at lede det verdenskendte museum med den imponerende kunstsamling. For cirka et år siden ringede telefonen, og hun blev hentet tilbage til Danmark for at lede og udvikle det nye og ambitiøse Copenhagen Contemporary. Og det alt sammen inden for de seneste ni år.

 

Navn Efternavn Billledetext

Det underlige og det smukke

Det københavnske publikum er blevet modigere – der er en ny interesse for samtidskunsten. Opfattelsen af, at samtidskunst er noget utilgængeligt, har ændret sig, og det kræver ikke længere avanceret viden om kunst at få sig en oplevelse. Olafur Eliasson er et godt eksempel på dette: Du kan opleve hans værker intuitivt med din krop, men de har en kompleksitet, som alle kan uddrage i deres eget tempo.”

At opgive en stilling på et internationalt anerkendt kunstmuseum til fordel for en nystartet institution uden historie og med færre penge kan lyde som et overraskende valg, men matchet afspejler Maries indstilling:

”Det, jeg elsker ved Copenhagen Contemporary, er, at organisationen er meget fleksibel, hvilket betyder, at vi hurtigt kan reagere på nye idéer. Vi ønsker at skabe et uformelt miljø omkring kunst og gøre scenen mere urban. Jeg har ikke tålmodighed med de interne arbejdsgange i de store, klassiske institutioner, selv om jeg elsker at besøge dem.”

Marie Nipper tilbragte en del af sin barndom og nogle år efter gymnasiet i Paris – en by, som hun betragter som sit andet hjem. ”Det er nok snarere en romantisk tanke om at bo i Paris, men det ville ikke være særligt praktisk,” indrømmer Marie grinende. De mange timer, hun tilbragte i Louvres hellige haller, har efterladt et varigt indtryk, men hendes syn på kunsten er ikke i sig selv klassisk i sig selv. Overalt i parrets hus er der kunstværker – nogle af dem er endda signerede værker, som hun har fået foræret af de kunstnere, hun har arbejdet sammen med. Men ikke alt, hvad du ser, er kunst ved første øjekast. I vindueskarmen er der en skulptur af Tony Matelli – to dåser oven på hinanden med et par spillekort og en enkelt pomfrit. Kortene og pomfritten er lavet af bronze, et af de fineste materialer i verden. Til venstre for skulpturen ligger en 1:1-kopi af en frossen kylling lavet af keramik, som Marie har købt på kunstakademiets julemarked

”Kunst er alt det, der når ud over de daglige rutiner. Det er det, der vækker noget i os, et sted, hvor vi møder et ekko af noget i os selv – hvad enten det har følelsesmæssige dimensioner eller bliver relevant gennem sin samfundsmæssige diskurs. Jeg kan godt lide ting, der irriterer mig, eller ting, som jeg straks forelsker mig i. Meget af det, der hænger på vores vægge, er lidt underligt. Jeg har bestemt ikke et skønhedskriterium,” siger Marie.

Navn Efternavn Billledetext

“Det er nemt at tabe pusten, når man prøver at følge med i Maries tempofyldte karriere”

Navn Efternavn Billledetext

Dette er ikke en kunstudstilling

Kunst, arbejde, børn – livet. Det hele er vævet sammen og har været det i årevis. Selvom de nu har hvert deres job, slog Simon og Marie sig sammen på begge fronter for længe siden. For nylig grundlagde de et forlag for kunstbøger, Roulette Russe, sammen. Marie fortæller: ”Hvis du ser på det fra et udelukkende forretningsmæssigt synspunkt, er det ikke en god idé. Men der er noget ved bogmediet, som jeg gerne vil insistere på. Bøger er stadig af allerstørste betydning, ikke mindst for kunstnerne, da en bog lever længere end enhver galleriudstilling.”

Naturligvis tager arbejdet meget tid og plads: ”Vi taler meget om det derhjemme. Da vi kommer fra forskellige baggrunde, supplerer vi hinanden godt. Heldigvis har vi også mulighed for at rejse sammen og tage børnene med,” siger Marie. Men i de senere år har hun lært at give slip og forstå vigtigheden af at komme væk fra alting – selv om det kun er for en stund:

”Vi arbejder på at prøve at adskille vores arbejde fra vores privatliv. Nu til dags har jeg et meget større behov for blot at lukke af, og så tager vi ud til vores hus i skoven. Før i tiden, når vi tog derud, ville jeg have tjekket mine e-mails i al hemmelighed, men det behov har jeg ikke længere. Jeg har indset, at nogle gange er det at komme helt væk nødvendigt for at vende tilbage med nye, inspirerende ideer.”

Så da de flyttede ind i deres nye hjem, dedikerede de øverste etage til et fælles kontor. I princippet, fortæller Marie, kan hun arbejde fra hvor som helst. Men for at komme tættere på målet om at have helt klare grænser mellem arbejde og privatliv har de skabt et sted, hvor de både kan trække sig tilbage og fokusere – og sikre, at arbejdet ikke overtager hele stuen.

Alligevel er “skilsmissen” mellem arbejde og fritid ikke helt afsluttet: ”Det er vigtigt for mig, at det er rart at være deroppe. Det er også derfor, vi har gjort plads til børnene,” siger hun. Generelt vægter Marie stemningen over udseendet. ”Jeg vil have et rum, der bliver brugt. Det er vigtigere for mig, at ting har en historie eller får mig til at føle mig godt tilpas. Det samme gælder for kunst. Vi har mange store værker, men ikke ret mange vægge tilbage. Så normalt hænger vi dem intuitivt op – nogle gange får de bare et søm, hvor der lige er plads. I mit hjem prioriterer jeg den måde, kunsten får mig til at føle på. Det er ikke nødvendigvis sådan, jeg ville prioritere i en udstilling.”

Tingene er anderledes nu end før, da de bare var de to: ”Da vi fik vores første datter, gik jeg i panik over, hvad det ville gøre ved mit arbejde og min identitet. Jeg var vant til at rejse en masse, men heldigvis fandt vi ud af, at man kan gøre stort set alting med børn. Det er bare en smule mere kompliceret.” Hun ler, mens hun forsøger at beskrive processen med at få to små børn gennem lufthavnens sikkerhedskontrol. Det er den slags latter, der forsikrer dig om, at også dette handler om viljestyrke. Det bliver tydeligt, at hvad end Marie Nipper sætter sig for, det får hun gjort.

/* Hello Retail Conversion */