Hjemme hos Emma Wright

Emma Wrights hjem og nærliggende lokale livsstilsbutik, StudioBazar, ligger i Oslos chikke, men alligevel afslappede, St. Hanshaugen-kvarter.

Emma Wrights hjem og nærliggende lokale livsstilsbutik, StudioBazar, ligger i Oslos chikke, men alligevel afslappede, St. Hanshaugen-kvarter. Emma er uddannet på Royal College of Art i London og grundlagde det bæredygtige tøj- og interiørmærke i 2015, mens hun var på barselsorlov med sin datter. Siden da er det yderst kreative brand vokset til også at omfatte vintageskatte. Hun undgår bevidst modeindustriens hurtige tempo og bruger vintage og udgåede tekstiler i sine sæsonløse stoffer.

 

EN INDISK FORBINDELSE

"Mit barndomshjem har påvirket mig en meget," siger Emma om sin interiørstil. Da hun var barn i 1970'erne, startede hendes forældre en virksomhed, der var specialiseret i import og salg af interiørgenstande og tøj fra Indien. "Vores hjem var altid fyldt med smukke tryk og tekstiler, som er hele grundlaget for det, jeg laver i dag. Jeg tænker altid tilbage på mit barndomshjem med ganske særlige minder, både stemningen og alt i hjemmet." Det vrimler med blomstrede vattæpper, antikke tæpper, puder og tøj i charmerende indiske tekstiler i Emmas hjem – en lejlighed på 140 kvadratmeter i et byhus fra 1930'erne, der ligger tæt på den livlige St. Hanshaugen Park nord for Oslos centrum. Her bor Emma sammen med sin kæreste, hans to teenagedøtre, parrets 5-årige datter og familiens hund Robbie.

Parrets stil er i høj grad en blanding af gammelt og nyt. Her blander loppefund sig med designermøbler, men den grundlæggende stemning kommer fra naturlige materialer som træ, bambus og rattan. "Jeg elsker stemningen her – de luftige rum og alt lyset. Jeg nyder også virkelig vores badeværelse og vinduer."

 

Billledetext

 

OPBEVARINGSLØSNINGER

Emma indrømmer gerne, at hun elsker ryddelig opbevaring og indbyggede reoler, der fjerner rod. "Jeg har virkelig brug for, at alt er funktionelt og behageligt – og ikke mindst æstetisk tiltalende. Vi tænkte meget over opbevaring, især i entréen, og jeg er meget tilfreds med at have masser af garderobeplads." Behovet for mere plads var også grunden til, at parret flyttede hertil, og det blev ikke ringere af, at lejligheden ligger blot et par minutter til fods fra Emmas butik. "Det var noget med rummene og lyset, som vi virkelig faldt for," bemærker hun.

 

Væggene er fyldt med kunst – og parret planlægger at føje flere værker til deres samling – men generelt er alle de værker, der findes i lejligheden, endt netop her, fordi de har en særlig betydning. "Vi indretter sjældent om, selvom vi for nylig renoverede lejligheden, da vi købte den. Jeg arbejder med interiør, så naturligvis tager jeg lidt ting med mig hjem, men jeg forsøger at være selektiv og tænke det igennem. Jeg kan virkelig ikke lide at have ting, som vi ikke har brug for," siger Emma eftertænksomt. "Vi kan godt lide at omgive os med minder og personlige ting, der har en historie. Alt fra min far er meget vigtigt for mig," siger hun og tilføjer: "Jeg kan også virkelig godt lide, at det minder mig om mit barndomshjem."

 

 

“Jeg vil sige, at mit arbejde og mit hjem i høj grad går hånd i hånd. Mit arbejde er blot en forlængelse af min personlige smag.”

 

Billledetext
Billledetext

 

ARBEJDE OG LEG

"Jeg vil sige, at mit arbejde og mit hjem i høj grad går hånd i hånd. Mit arbejde er blot en forlængelse af min personlige smag. Alt hvad vi producerer eller sælger i butikken, er ting, jeg virkelig elsker og ville gå med eller have i mit hjem. Jeg kan kun gøre det på denne måde: ægte, meningsfuldt og sjovt," siger Emma for at forklare, hvordan stil, interesser og hobbyer blandes sammen. Lejligheden er både det, som Emma beskriver som et trygt og roligt hjem, og et hjemmekontor. "Det er min anden arbejdsplads, men også min komfortzone, hvor jeg kan oplade mine batterier."

 

FUNKTIONEL ÆSTETIK

"Jeg elsker virkelig funktionalistisk arkitektur med de enkle, rene linjer og et funktionelt formål," siger Emma. Funktionelt er et ord, der dukker op igen og igen: På trods af alle de fortryllende blomstrede møbler og grønne planter, der ses i lejlighedens interiør, er kunstneren og designeren Emma meget fokuseret på en godt designet og praktisk grundform. "Tingene skal være funktionelle og nyttige samt velegnet til vores stil." Hvad er det perfekte eksempel på dette? Måden, hvorpå parret har bygget deres egen sofa nøjagtigt efter deres behov. Emma er også besat af belysning og lamper, en ingrediens i indretningen, hvor funktion og hygge smelter sammen. "Det er næsten som et ritual hver aften, når jeg slukker dem én efter én."

 

 

HJEMMETS SANDHEDER

Køkkenet er det sted, hvor familien samles og slapper af. "At lave en dejlig middag med et glas vin til og bare være sammen. Og der findes ikke noget bedre end at være opslugt af en god serie med lidt snacks og tændte stearinlys!" Som designer, hvad er så den første ting, Emma lægger mærke til i andre folks hjem? "Jeg scanner automatisk deres stil, ikke af en særlig grund, det interesserer mig bare. Jeg tror på, at din stil fortæller noget om din personlighed," siger hun og tilføjer: "Jeg tror, at jeg har taget en masse med fra mine forældre i den måde, hvorpå jeg ser mit hjem rent æstetisk. For mig handler det ikke om en specifik stil, men mere om noget, jeg bare føler. Enten virker det, eller også gør det ikke. Jeg kan ikke rigtig slå det fra – lige meget hvilket hjem jeg kommer ind i, går jeg i tankerne i gang med at indrette det, bare for sjov.

 

Billledetext

 

Emma Wright, er 40 år og indehaver af butikken Studiobazar i Oslo, som er resultatet af hendes ambition om at skabe komfortabelt, tidløst og bæredygtigt tøj, der ikke påvirkes af de hurtige skift i modebranchen.

Kernekollektionen er produceret i Indien i begrænsede mængder og med traditionelle gamle teknikker såsom trætryk, naturlig indfarvning og broderi og støtter på den måde op om små håndværksfabrikker og -producenter. StudioBazar fører også et bredt udvalg af vintageting og håndlavede varer, som de importerer direkte fra producenter over hele verden.

 

studiobazar.no
@studiobazar