Amélie Pichards Soveværelse

DET KRÆVER EN HEL LANDSBY at opfostre et barn. I designer Amélie Pichards tilfælde krævede det en hel landsby at starte og drive et sko- og tilbehørsbrand i hendes navn. Selvom det er ti år siden, hun flyttede til Paris – modeindustriens epicenter – har Amélie Pichard bevaret sin landsbymentalitet- og livsstil.

DET KRÆVER EN HEL LANDSBY at opfostre et barn. I designer Amélie Pichards tilfælde krævede det en hel landsby at starte og drive et sko- og tilbehørsbrand i hendes navn. Selvom det er ti år siden, hun flyttede til Paris – modeindustriens epicenter – har Amélie Pichard bevaret sin landsbymentalitet- og livsstil. Den lille gade Rue de Lappe danner rammerne for hendes urbane landsby, og når hun går den daglige tur på et par hundrede meter fra sin lejlighed til sin butik, gør hun med samme afslappethed, som når hun går fra et rum til et andet. Rue de Lappe var det første sted, hun bosatte sig, da hun kom til Paris for at følge sine modebranchedrømme.

Præcis som derhjemme

Solen står højt på himlen den tidlige efterårsmorgen, vi besøger Amélies lille landsby i det centrale Paris. Da hun i sin tid blev optaget på designskolen, følte hun sig sikker på, at hun endelig havde fundet sit rette element, fortæller hun. Men da uddannelsen var afsluttet, og hun havde fået sit første job hos et modebrand, gik det op for hende, at denne type arbejde alligevel ikke var noget for hende. Amélie ønskede at vende tilbage til det grundlæggende og begyndte at lære at lave sko på den gammeldags måde. Hun fandt en ortopædisk skomager, der lærte hende alt om skomagerhåndværket. Hun var der i seks måneder, og hendes karriere kickstartede, efter hun vandt en konkurrence om et skodesign til et stort modebrand. Selvom tid var et problem, henvendte hun sig til den sidste tilbageværende skomager i Paris, Madame Germaine, og bad hende om at skabe den første kollektion. Madame Germaine lukkede sin lille fabrik, mens de lavede den første officielle Amélie Pichard-serie, men hendes anerkendelse og beundring af traditionelt håndværk forblev afgørende i hendes arbejde.

Inde i den lille lejlighed på øverste etage i Rue de Lappe, hvor Amélie også bor, blev hendes brand vakt til live. Hun lavede alt her – lige fra at arbejde til at feste, fra at sove til at mødes med vigtige partnere. Senere fik hun fingrene i en lille lejlighed i to etager i den smukke gårdhave, hvor hun indrettede sit kontor. Nu, hvor hun har udvidet og ansat personale til at hjælpe sig med den stigende mængde opgaver, bliver det kontor brugt som lager. Hendes glansfulde farverige kongerige af humoristisk mode ses derimod længere nede ad gaden i en lille butik med en knaldgrøn facade – pyntet med alt det, Amélie selv kan lide. .

Navn Efternavn Billledetext

“Hele livet mit liv har jeg ønsket atgøre tingene på min egen måde...”

”Hele livet mit liv har jeg ønsket atgøre tingene på min egen måde. Så jeg ville have et sted, der var mere end en butik. I dag er alt virtuelt med Instagram og internettet. Min butik er virtual reality. Jeg kalder den Chez Pichard – jeg vil have, at den føles som derhjemme, hvor nogle kommer for at få en drink, og andre kommer for at købe sko,” fortæller Amélie.

Det er derfor, butikken ikke er en almindelig butik. Ud over de store spejle, der dækker bagvæggen, mødes de besøgende af en kingsize-seng dækket af imiteret pels. Da butikken åbnede, var alt dækket svøbt i lyserød satin – planen er, at det skal ændres til hver sæson. Hun åbnede butikken, da hun besluttede at forlade modebranchen: Slut med forhandlere, sæsonkollektioner og at følge føje med modeugens høje tempo og stress. Nu hvor virksomheden er ved at flytte fra øverste etage til stueetagen, så sker det ved hjælp af et stort skilt ved indgangen, helt tro mod tempoet og melodien i den måde, Amélie arbejder på. .

Traditionel savoir-faire

Amélie tvang sig selv til at lære det traditionelle designhåndværk, da hun arbejdede sammen med en af de sidste franske skomagere. I dag har minderne om de måneder, hun tilbragte med at lave sko i hånden, gjort, at hun engagerer sig i alle trin i processen, lige fra den første idé til de færdige sko på hylderne: ”Når jeg arbejder med læder, vil jeg gerne vide, hvordan læderet er produceret. Ideelt set ville jeg have boet der, hvor koen levede sit liv, og selv vide, hvordan man indfarver læderet,” siger Amélie og fortsætter: “Det er vigtigt for mig at være fortrolig med min kunst, helt fra fabrikken til butikken.”

”Når jeg arbejder med læder, vil jeg gerne vide, hvordan læderet er produceret"

Valget om først at lære selve håndværket afspejler hendes stærke ideologi, som fortsat er en afgørende del af brandet i dag. ”Jeg elsker sjælen i de traditionelle håndværk i Frankrig. Engang var dette et kvarter, hvor de lavede stole, og jeg beundrer håndværkets savoir-faire. Jeg ville gerne have haft min egen produktion i Frankrig, men nu er det for sent – der er ikke længere nogen leverandører her,” siger Amélie.

Som modedesigner – og en vellykket en af slagsen – er dét at bryde med systemet ikke noget let valg. Og hun er stadig meget opmærksom på, at selv om hun ikke aktivt deltager i den årlige modeuge, er hun stadig en del af systemet. Men hun forsøger med ét skridt ad gangen at bryde med markedets høje tempo og urimelige krav. ”En masse ting er ved at ændre sig,” siger Amélie og henviser til den måde, hvorpå vi producerer ting, især tøj. ”Jeg kan ikke lide mode. Jeg laver mode, men jeg ønsker ikke at være del af mode-systemet,” erklærer hun.

Navn Efternavn Billledetext

Et liv med modsætninger

At holde fast i traditionerne og samtidig skabe moderne, innovative design er karakteristisk for den proces og den måde, som Amélie har tilrettelagt hele sit liv: fyldt med modsætninger. ”Jeg kan lide traditioner, og jeg kan lide innovation. Så i min kollektion prøver jeg at flette det sammen,” beskriver Amélie.

”Jeg kan lide traditioner, og jeg kan lide innovation. Så i min kollektion prøver jeg at flette det sammen,”

Men også udover arbejdet er det tydeligt, at Amélie lever et liv med modsætninger. Intet er helt, hvad det ser ud til med Amélie, og hun er i den grad ikke den stereotype pariserinde. Hun er en stjerne i modeverdenen, men hader branchen og shopper aldrig. Hun bor i centrum af en af de mest spændende byer i verden, men går sjældent ud i weekenden. Hun er innovativ, men elsker traditioner og lykkes med den overraskende kombination af fransk elegance og humor. "'Mindre er mere. Men for meget er cool.' Det sagde arkitekten bag min butik, Marion Mailaender, til mig en dag,” fortæller Amélie om den måde, brandet balancerer stil og udtryk. ”Alting står altid i modsætning til hinanden. Jeg ved, det er en kliché, men jeg kan lide at se kvinden fra mandens perspektiv. Jeg arbejder meget med kvindelighed, modernitet, klichéer og humor.” siger hun om sin kunstneriske vision for hendes mærke og fortsætter leende: ”Det ligner en virksomhed med nøgne piger, men der ligger en masse bagved.”

Sengen er ikke blot blevet et symbol på hendes butik, men er også centrum for hendes personlige univers. ”Jeg har brug for mindst én dag i løbet af weekenden, hvor jeg bare ligger i sengen med en bog og mine katte,” indrømmer hun. ”Faktisk er det eneste, jeg laver i weekenden at gå hen til blomsterhandleren og købe en ny plante samt spise god mad. Tager lidt af naturen med indenfor, du ved,” siger Amélie, mens en af hendes persiske katte hopper op på skødet – et perfekt billede på hendes drømmehjem: ”Jeg kunne ikke leve uden planter, og et hjem er ikke et hjem uden katte. Jeg synes stadig, Paris er det perfekte sted at bo, men selvom vi prøver at skabe den perfekte lejlighed, er det perfekte sted i virkeligheden i naturen.”

Navn Efternavn Billledetext